Nye oplevelser - denne gang ved spisebordet

Det yngste barn bryder sig ikke om at spise. Eller, det passer jo ikke helt. Normalt spises der igennem. Men nogen gange gider det yngste barn ikke at spise. Nogen gange bruges spisevægring som et trick til skabe ravage, til at samle al fokus i familien på sig selv, og til at bøje alle regler og få det som han vil ha' det. Det synes jeg. Og jeg hader det.

I virkeligheden er det selvfølgelig ikke sådan det er. Det er et helt ordinært og fuldkomment normalt forløb i ethvert barns opvækst.

Hvor meget jeg end ikke bryder mig om det, så er måltidet blevet en kampplads. Vi de voksne insisterer på civilisation og regler, mens barnet vil have anarki og opfyldelse af primitivt begær og lystopfyldelse.

Jeg ved det godt. Det er naturligt. Men alligevel: Jeg hader det! Og jeg kan knapt rumme det! Hvorfor kan en baby ikke bare forstå hvordan reglerne i vores hjem er?

Hvorfor kan jeg ikke bare være den voksne, og acceptere børns natur? Være den tålmodige og rummelige? For fanden! Det tager jo tid for alle børn!

Og det tager åbenbart meget lang tid for mig at lære det.

Modspiller...

.... jeg googler: "forældre som modspiller". Google spørger: "Mente du: forældre som medspiller".

Jeg spørger mig selv, om der mon er nogen, der prøver at fortælle mig noget?

Opmærksomhed og vrede

Jeg er ikke helt færdig med Knausgård.

Han kommer i interviewet også ind på vreden.

Da jeg har ikke selv læst Knausgårds værk ’Min kamp’, så jeg er afhængig af andres uddrag og resuméer. Men én del handler om Knausgårds forhold til sin egen far. Og især én ting fanger mig: beskrivelsen af den skræmte søns opmærksomhed på at undgå sin fars vilkårlige og uberegnelige vrede. En vrede der beskrives som en tyrannisk måde at forvalte sin magt som patriark på. Jeg spørger: måske snarere sin afmagt? Noget Knausgård selv kan føle når han bruger sin egen vrede mod børnene, og har haft svært ved at tøjle et temperament, der minder om hans fars. Og hvor har jeg selv været lige dér. Mange gange. Midt på entrégulvet, sammen med børn, der havde travlt med alt andet end at tage tøj på og komme ud af døren. Lige dér får afmagten mig til at eksplodere i raseri og råb.

Knausgård mener, at der mangler en klar forståelse af og åbenhed for, at man kan nære negative følelser over for sine egne børn. Og tak for det. Dér har jeg så sandelig også været adskillige gange. For så bagefter, at være efterladt med dyb samvittighedsnag, uden anden mulighed end at kigge sine børn i øjnene og sige undskyld. For hvordan kan jeg sende dem ud i verden på egen hånd båret af min vrede? Som Knausgård beskriver, må man acceptere sine egne fejl, og være i stand til at se sig selv som uperfekt. Alt andet vil være uudholdeligt. Jeg vil tilføje: Og være i stand til at undskylde, når man åbenlyst har handlet ubesindigt.

Så er vi tilbage ved det bevidste. Bevidsthed om egne fejl og begrænsninger. Bevidsthed om sin egen baggrund. Og bevidsthed om hvem og hvor man gerne vil være. Og at mine børn aldrig skal behøve at være opmærksomme på min vrede.

Uopmærksomhed III

Jeg spekulerer stadig over det med uopmærksomhed og bevidstløshed. I et andet interview, denne gang med Karl Ove Knausgård, finder jeg flere eksempler.

Han fortæller bl.a. at forældrerollen i vore dage konstant kræver opmærksomhed. Han ofrer dog ikke selv alt for sine børn. Han vil have plads til at være sig selv, og få plads til han brænder for. Han vil være tilpas fraværende, så børnene opbygger en hvis selvstændighed. Er det man skal? Skrabe lidt tid ud til selv sig, og derved give børnene plads til det samme?

Jeg synes det er en spændende tanke: ’tilpas nærværende’. At lade børnene vide at man er dér, og så overlade dem til sig selv. I virkeligheden er det vel dét vore dages børn har brug for? Måske er vi så optagede af at være nærværende, at vi klemmer og glemmer barnet, og ikke overlader det sig selv, hvor det kan udvikle sin egen selvforståelse.

Jeg kan godt tilslutte mig tanken om, at vi moderne forældre har bevæget os lidt for langt væk fra tidligere tiders idealer. I forsøget på at skabe nærvær og oplevelser for barnet, at indrette vores liv på børnenes præmisser, har vi måske glemt deres egentlige behov: at vokse op og blive selvstændige og kompetente individer. Hvis vi konstant opfylder deres umiddelbare behov, så bliver de nok aldrig dét.

Selvfølgelig skaber det tvivl. Jeg tænker, om de ovenstående tanker blot kan være en dårlig undskyldning for ikke straks at smide alt mit eget og kaste mig ned på gulvet for at være en 100% nærværende og moderne far? Jeg tror at tanker som disse hjælper mig til at være bevidst om hvordan jeg kan og vil være en far.

Knausgård selv ved at han er excentrisk…. man er vel forfatter.. og kan fx ikke huske sine børns fødselsdage. Dem husker jeg (mine egne børns altså).

Min hensigtserklæring for i dag: Jeg vil være bevidst om mine børn, deres behov, deres særheder og deres styrker. Jeg vil ikke være god til at være kontant nærværende, jeg vil ikke kunne bruge timer nede på gulvet i leg og vil indimellem blive vred, men i reglen udvise tålmodighed.

Uopmærksomhed II

Hvad er uopmærksomhed? Mit forrige indlæg fik mig til at tænke over det. For hvad er værre end at være uopmærksom som forældre?

Er det når jeg aldrig ser mit barn, eller blot det at jeg ikke ser på mit barn lige i dette øjeblik? Er det uopmærksomt, hvis jeg mest af alt har lyst sidde med mit eget, og ikke lige gider ofre min fulde opmærksomhed på det barn, der insisterende, på den meget højrystede måde, kræver min umiddelbare og altopslugende opmærksomhed i lige dette øjeblik.

Hvis jeg bruger al min tid på at skubbe mit barn i den retning, jeg synes det skal, og glemmer at lytte til dets behov og ønsker. Er det uopmærksomhed? Curlingforældre? Er de uopmærksomme på den meget opmærksomme måde? Er jeg uopmærksom hvis jeg overlader det til barnet selv, at finde ud af det? Skal jeg se barnet som det er, og anerkende lige præcis dets særkender for virkelig at være opmærksom?

Følger opmærksomhed nærvær? Er det muligt at være uopmærksom selvom man er nærværende? Mange spørgsmål. Men de trænger sig på, efter at jeg har læst Informations interview med Morten Albæk. Det virker som om hans oplevelse har været, at faren har haft ham gennem en hærdningsproces, hvor sønnen skulle vinde farens anerkendelse. Skal opvæksten har været en dannelsesproces, hvor barnet skal gøre sig fortjent til farens opmærksomhed for at barnet kan få succes i sit voksenliv? Morten Albæk har i hvert fald fået succes. Men vil denne opdragelsesmetode ikke også efterlade utallige brudte psyker hos børn, der aldrig fik oplevelsen af at vinde deres fars anerkendelse?

Svaret ligger måske ikke i hvorvidt man er opmærksom eller ej, men måske snarere i om man er bevidst eller ej. Dvs. bevidst om hvordan man er far, hvordan man påvirker sit barn, hvem éns barn er, hvilken slags person, man gerne vil gøre sit barn til osv. osv.

Jeg kan måske ikke give mit barn fuldt nærvær og opmærksomhed her og nu, men jeg kan lære det at kende, anerkende dets væsen og give det de ting med sig, som jeg synes er væsentlige. Og hvis barnet smider dem væk, ja så er det ikke barnets skyld. Derimod skal jeg ikke bevidstløs følge og tilfredsstille barnets umiddelbare behov, men i stedet være bevidst om vise barnet hvilke rammer det har, og se barnet som det ér.

Det er min opgave at vise mit barn nye veje og alternativer. Jeg skal ikke være bevidstløs. Bevidstløshed må være værre end uopmærksomhed.